Dette spillet ble fremført under Ynglingens 100 års jubileumsfest i Atlantic Hall november 1968.
«Skuespillerne» var: Hærem: Jon Arnøy, Eckhoff: Ove Hagir, Knoph: Kjell A. Jensen
Et spill av Johan K.Enoksen. Dette spillet ble fremført under Ynglingens 100 års jubileumsfest i Atlantic Hall november 1968.
«Skuespillerne» var:
Hærem: Jon Arnøy
Eckhoff: Ove Hagir
Knoph: Kjell A. Jensen
En stue med noen møbler. Minst ett bord og tre stoler. I hjørnet en stumtjener, eller noe til å kunne henge hatter på.
Hærem sitter ved bordet, røker på en langpipe og leser i en bok.
Hærem: (Reiser seg og går mot døren.) Kom ind, kom ind.
God aften, skomagermester Knoph og god aften forstander Eckhoff. Vær så artige at henge af Eder tøjet. Det er et nydeligt vejr vi haver haft i det sidste.
Knoph: Ja, når man kan tage sin aftenspadsertur uden overtøj, kun iført sin hat og stok, da må man vel ha lov til at sige at det er behageligt.
Hærem: Vil det behage mine herrer at tage plads.
Eckhoff: Mange tak, herr skipsbyggmester Hærem
Hærem: Når jeg haver anmodet Eder om at møde mig her i aften, så er det efterdi jeg haver modtaket et brev fra min kjære broder, Peter. Han er, som I ved i Tyskland. Men nu skriver han til mig og siger at han vil tage sig en tur til Stavanger så snart han kommer fra Tyskland. Og da dette brevet haver taget extra lang tid på vejen, viser det sig at han vil arrivere allerede i nedste uge.
Knoph: Det er riktig, det kommer en stykgodsbåd fra Hamburg i nedste uge. Han kan muligens komme med den. Jeg ved det , for jeg venter nogle nye amerikanske springsko med den båden.
Eckhoff: Det skal blive interessant at tale med Peter. Han har jo besøkt de store misjonssentra der nede.
Selv om en kan udveksle tanker pr korrespondanse med våre venner i Tyskland, er det ikke det samme som at modtake muntlige hilsener.
Hærem: Selv om det er i missjonens interesse han er i Tyskland nu, så er det en annen sag han brenner for.
Det er missjonsarbeidet blant de unge mennene.
Han ber mig om at sammenkalde til et møde om dette, når han kommer. Hva siger så I?
Eckhoff: Jo, jeg må sige at jeg gleder mig allerede nu til at høre ham tale om disse tingene. Jeg har lest om alle disse Ynglingeforeningene de haver dannet, både i Tyskland og i Sveits.
Hærem: Men hvorledes skal en legge det hele an?
Jeg må sige at jo mer jeg haver tenkt den sag igjennom, jo mer bliver jeg grebet av tanken på et kristeligt arbeide blant unge menn.
Jeg haver været en del ude i verden som sjømand, som I ved.
I London lærte jeg mitt seilmagerhåndverk på de store seilloftene der. Og i San Fransico begynte jeg min lange vandring som gullgraver. Når jeg nu tenker tilbage på den tiden og husker alle de fristelser og farer som en ungdom bliver udsatt for, så forstår jeg bedre at det trenges ballast til livets seillas.
Den ballasten jeg havde med mig, havde jeg fått av min kjære moder, fra jeg som liden sovnet inn under hennes bønner og til testamentet som lå i skibssekken da jeg første gangen dro til sjøs.
Tenk på alle dem som ikke haver nogle at bede for sig og ingen som vil hjelpe dem frem til et kristent livssyn.
Det er alle dem vi skal hjelpe. Tenk for en oppgave.
Knoph. Jo, jeg forstår godt at her er en arbeidsoppgave, men vil vi magte den? Ere vi ikke alle så sterkt engeasjerede på så mange andre kanter, i Søndagsskolen og i missjonen?
Skal vi nu have en ny forening, må vi også skaffe oss et sted at være, et rom. Det koster, det koster, og hvem skal betale?
Hærem: Husleien til at begynde med, den skal jeg garantere.
Knoph: Ja, det var ikke slik at forstå, at ikke jeg også kunde være med at give sagen min økonomiske støtte.
Men jeg resonnerede som så, at der er dog begrensede midler til stede. Går dette nye fra noget som var bedre? J
Jeg bare spørger. Jeg er en ulærd mand, som holder mig til min syl og min begetråd.
Eckhoff: Jeg tenker at skomager Knoph ikke haver nødigt at ængste sig. Og jeg mener at sagen har krav på vår største oppmerksomhet. Her er et nyt felt for vår indre mission.
Hærem: Det høres nu ud for at vi alle ere enige i at dette med at bringe ungdommen et kristent livssyn har været en forsømt oppgave. Jeg haver efter mine tidligere samtaler med min broder Peter, og nu efter det brev jeg haver modtaget fra ham, fået det intryk at han vil at vi her i Stavanger skal sette i gang et ungdomsarbeide efter mønster av våre tyske venner.
Dette mødet som min broder antyder, kunde jeg godt tenke mig at tillyse hjemme hos mig, men jeg ville gjerne forinnen la Eder blive delaktige i disse tanker, slig at vi dog ville være nogle til at tale de unges sag på Mødet.
Knoph: Jeg haver en del svenner på verkstedet, og jeg føler ansvaret for dem. Jeg leser hver dag for dem af Gosners Skattkiste. Men det er nogle hårde knekte. De kan flire mig ret op i ansiktet medens jeg leser, slig at sindet vil tage mig, og bokstaverne dandser om hinanden, og jeg får vanskeligheder med at lese. Jeg vil riktig spørge din broder hvordan jeg skal forholde mig.
Hærem: Du kan spørge ham på tomandshånd, Knoph.
Jeg tror ikke det ville være heldig at bringe et sligt spørgsmål frem på mødet.
Hvem skulle vi spørge om at komme til mødet? Stud.theol. Halvorsen ville ikke han passe?
Eckhoff: Jo, absolutt. Og boghandler Gabrielsen, hva mener I om ham?
Knoph: Og ikke glem garver Michelsen.
Hærem: Se det, se det. Det ser du til at vi skal få folk nok.
Dagen og tiden får vi konferere om siden.
Dette var den ydre rammen. Men hvorledes er vi selv?
Tror vi at det vil lykkes?
Tror vi at Gud vil vedkjenne sig dette arbeidet som vi nu vil prøve at sette ud i livet?
Hver og en af os må prøve sig selv og være villige til at ta et tag, om det skulle trenges.
Jeg synes jeg ser det for mig. Det er en gnist som tendes.
Først her i Stavanger og siden ud over det ganske land.
Vi kan ikke gå fra hverandre her i aften før vi har lagt sagen frem for Gud i bønn.
(De tre folder hendene, bøjer hodene mens teppet blir trukket for.)
